Dette afsnit omhandler sæsonen 1896-1897. Den Kongelige Ballet fik premiere på en ny ballet Coppélia. Balletmesteren Max Glasemann fra Stockholm hjalp med indstuderingen. Han virkede både som et pust fra udlandet og mindede om August Bournonville. I balletten medvirkede Oscar Iversen, Hans Beck og Valborg Borchsenius. Teatermaleren Carl Lund udførte en smuk dekoration til balletten, som fik en succesfuld premiere i december 1896.
I løbet af sæsonen tog Valdemar Price sin afsked ved optræden som junker Ove i Et Folkesagn. Derudover opførtes Toreadoren.
Inden for skuespillet kom Samfundets Støtter frem i ny indstudering med Emil Poulsen, Josephine Eckardt, Elga Sinding og Betty Nansen. Henrik Ibsens John Gabriel Borkman med Emil Poulsen og Betty Hennings fik danmarkspremiere. Holbergs Henrik og Pernille samt Maskerade blev igen sat på plakaten med Olaf Poulsen som trækplaster. Blandt de øvrige medvirkende var Elga Sinding og Betty Nansen. Holger Drachmanns Strandby Folk kom frem i ny, men uheldig udgave. I løbet af sæsonen markeredes også Holger Drachmanns 50 års fødselsdag med en række forestillinger, deriblandt Der var engang med Oda Nielsen.
Inden for operaen blev Mestersangerne i Nürnberg sat på plakaten efter godt 25 års pause. I denne opera havde Niels Juel Simonsen det svært. Han måtte jævnligt suffleres. Faktisk var den bedste i operaen skuespilleren Karl Mantzius. Derudover bød sæsonen på operaen Faust med Vilhelm Herold og Emil Holm, som senere oprettede DR Radiosymfoniorkestret. Den populære svenske operasanger Matilda Linden (1864-1923) gæsteoptrådte både i operaen Orfeus og Eurydike samt Carmen. Emil Hartmanns opera Ragnhild fik kun beskeden succes. Operasangeren Frederik Brun gjorde sig skyldig i en mindre skandale ved at chikanere en kollega ved teatret. Til at udføre de mindre roller kunne man opleve, at statister med eller uden sangstemme blev hentet ind fra gaden!
Alt i alt var det en god sæson med mange besøgende, hvilket gavnede institutionens økonomi.
Christian Christensen blev stillet i udsigt, at han skulle være balletskolens lærer.
Ved sæsonens udgang stoppede flere ved teatret, deriblandt veteranen Valdemar Kolling, der faktisk blev tvunget til at indgive sin afskedsansøgning. Den gamle skuespiller Ludvig Phister, balletdanserinden Anna Tychsen og balletmesteren Ludvig Gade afgik alle ved døden.
Hos familien Christensen var det gode tider. Deres lille pige begyndte i skole, og de fik en lille dreng. Familien tog på sommerferie på Tåsinge. Christian Christensen havde sine erindringer med, så han kunne fortsætte sit forfattervirke. I løbet af ferien nød familien naturen og besøgte Valdemar Slot, Elvira Madigan og Sixten Sparres grav, Svendborg og Tranekær Slot på Langeland.