Dette afsnit omhandler sæsonen 1915-1916. Inden for Den Kongelige Ballet varetog Gustav Uhlendorff og Emilie Walbom ledelsen af balletten, mens Karl Merrild og Valborg Borchsenius varetog undervisningen af de voksne. Sammenholdet ved Den Kongelige ballet var anstrengt.
Kun 8 forskellige balletter opførtes denne sæson, hvoraf 7 var gengangere fra forrige sæson, og halvdelen var af August Bournonville. Fjernt fra Danmark kom frem i ny indstudering med Gustav Uhlendorff, Elna Jørgen-Jensen og Aage Eibye.
Emilie Walbom, der denne sæson kunne fejre sit 50 års jubilæum, stod for koreografien til den franske ballet Sylvia med flotte dekorationer og kostumer. Specielt vellykket var Elna Jørgen-Jensen i titelrollen.
Christian Christensen selv optrådte for 5.000 gang i denne sæson. I løbet af sæsonen fik han ideen til en ballet, der dog aldrig nåede længere end til skrivebordsskuffen.
I begyndelsen af 1916 fik han kortvarigt orlov for at tage imod et tilbud om at komme til Oslo og iscenesætte operetten To Mand frem for en Enke, som fik en glimrende premiere. Derudover var han aktiv ved danseundervisning og forskellige arrangementer.
Inden for operaen opførtes Verdis Trubaduren med Niels Hansen og Johanne Krarup-Hansen samt Aida. Inden for Wagner-repertoiret bød nationalscenen på Valkyrien og Lohengrin.
Ludolf Nielsens opera Isbella fik sin uropførelse med Tenna Kraft, Niels Hansen og Johanne Krarup-Hansen. Den gik kun 9 gange og kom ikke senere frem. Tjajkovskijs Eugen Onegin med Tenna Kraft og Helge Nissen blev derimod en succes.
Kammersangerinden Johanne Bruun forlod Det Kongelige Teater for at prøve lykken i Tyskland.
Inden for skuespillet bød sæsonen på premieren på Palle Rosenkrantz’ lystspil Lottens Forlovelse, som opnåede en vis succes. Derefter fulgte Henri Nathansens skuespil Dr. Wahl, Julius Magnussens skuespil Betty og Einar Christensens drama Fædreland med Adam Poulsen og Ella Ungermann. Poul Levins Taarnet fik en hård medfart i pressen.
Holbergs fødselsdag markeredes med komedien Jacob von Thyboe. Inden for Holberg-repertoiret debuterede Svend Methling samme sæson som Erasmus Montanus. Oehlenschlägers Dina blev sat op med Anna Bloch i titelrollen. Af Shakespeare opførtes Richard den Tredje med Nicolai Neiiendam, En Skærsommernatsdrøm og Helligtrekongersaften. Her kunne man opleve Olaf Poulsen i hans sidste Shakespeare-roller, inden han stoppede inden for teaterverdenen.
Af andre skuespil opførtes Oscar Braatens skuespil Ungen, der ikke fik succes, og Leo Tolstojs Det levende Lig iscenesat og under medvirken af Johannes Poulsen. Derudover medvirkede blandt andre Bodil Ipsen og Cajus Bruun. Der brugtes drejescene i forestillingen, som var i 11 billeder. Stykket gjorde dybt indtryk på publikum og fik succes.
Publikum søgte i stigende grad teatret.